Arbejdspladsen og COVID-19
De fleste arbejdspladser i Danmark er nødt til at forholde sig til en ny hverdag med Corona. Før en vaccine er klar, bør man indtænke Corona i den nye arbejdsdag.
Det er arbejdsgivers ansvar at sørge for en sundhedsforsvarlig arbejdsplads. Det vil sige det skal være trygt og sikkert for medarbejderne at møde på arbejde. Mange virksomheder har indført:
- Nye arbejdsrutiner, f.eks. mere hjemmearbejde og digitale møder
- Øget rengøring og større fokus på hygiejne
- Afstand på arbejdspladsen og brug af håndsprit/mundbind
Krav om værnemidler
Hvis det er blevet et krav på din arbejdsplads, at bruge værnemidler, kan det være en god ide, at få nedskrevet disse tiltag i en personalehåndbog, personalepolitikken eller give besked på intranet/email. På denne måde kan virksomheden bedre dokumentere, at alle medarbejdere er gjort bekendt med de nye krav. Hvis en medarbejder ikke vil bruge de værnemidler som virksomheder kræver, kan arbejdsgiver sanktionere en medarbejder med en advarsel eller opsigelse.
Arbejdstilsynet har lavet branchebestemte vejledninger med gode råd til virksomheder i forbindelse med Corona.
Hjemmearbejdsplads
Flere arbejdspladser gør det muligt for medarbejderne, at arbejde hjemmefra. Dog er det langt fra alle arbejdsgivere der er klar over, at arbejdsmiljøloven kan gælde selvom arbejdet foregår hjemmefra.
I arbejdsmiljøloven skelnes der mellem at have ”Hjemmearbejde” og have en ”Hjemmearbejdsplads”.
- Arbejder man hjemme mindre end en dag om ugen, er det ”hjemmearbejde”. Her gælder arbejdsmiljøloven ikke.
- Har man en ”hjemmearbejdsplads” og arbejder der mere end en dag om ugen i gennemsnit, gælder arbejdsmiljøloven.
Hvis arbejdsmiljøloven gælder, er det arbejdsgivers ansvar at loven bliver overholdt i henhold til indretning, arbejdsredskaber, computer og skærm mv. Medarbejderen skal dog selv medvirke til at reglerne bliver overholdt, da arbejdsgivere ikke er berettiget til at kontrollere arbejdsforholdene i medarbejdernes hjem.
Hvis der er permanente hjemmearbejdspladser, skal disse også nævnes i virksomhedens APV. Arbejdsgiver må efter aftale med medarbejderen komme og tjekke forholdene og komme med gode råd om indretning, arbejdsredskaber mv.
Du kan læse mere om hjemmearbejdsplads på arbejdstilsynets hjemmeside.
Opsummering
- Husk at din arbejdsplads klart og tydeligt skal meddele alle medarbejdere, at værnemidler mv. skal benyttes og det kan have konsekvenser hvis dette ikke bliver overholdt.
- Husk at klarlægge om din virksomhed gør brug af hjemmearbejde. Dette skal måske nævnes i virksomhedens APV.